Landets største formidler af foredrag får til huse i den ikoniske bygning på Flakhaven i Odense.
Det bliver Athenas, der flytter ind på 1. salen i den tidligere Danske Bank-bygning på Flakhaven.
Athenas er i dag Danmarks største formidler af foredrag i Danmark, og de skal bruge alle førstesalens 1.209 kvadratmeter kontor, når de flytter ind.
Ifølge indehaver og erhvervsmægler Morten Rasmussen, Nordicals Odense, skal Athenas bruge lokalerne til kontor og administration.
- Athenas har lejet de ca. 1.200 kvadratmeter kontor i bankbygningen på Flakhaven til at huse deres medarbejdere. Flakhavens placering og udsigt er unik - det findes ikke meget bedre andre steder i byen. Ud over ønsket om en centralt beliggenhed, havde Athenas et ønske om at få alle medarbejderne til at sidde i ét plan. Det er få kontorlokaler i centrum, som kan rumme de mange medarbejdere i ét plan, men det ønske opfylder Flakhaven 1, siger han i en pressemeddelelse.
Herudover tilføjer Morten Rasmussen, at kontoret inden indflytning vil blive moderniseret og afleveret indflytningsklart - dog med stor respekt for ejendommens historie og arkitektur.
Athenas er i dag beliggende på Vestergade 63, i Odense centrum, en god beliggenhed men med et lejemål fordelt på flere etager. Det skyldes virksomhedens løbende vækst, og de nuværende lokaler kan ikke længere opfylde behovet på en optimal måde.
- At finde et kontor i Odense centrum, der kan huse vores ansatte, som har en god beliggenhed, og som kan opfylde vores krav om at kunne sidde samlet i ét plan er en svær opgave. Rådhuspladsen er byens midtpunkt, hvor der alle dage er masser af liv, arrangementer m.m. Det passer rigtig fint til, hvem vi er, og hvordan vi kører vores forretning. Derudover er jeg jo selv født i Odense, og for mig er det noget helt særligt at få lov til at have kontor på så ikonisk en adresse - og så er jeg glad for, at jeg kan få lov til at tilbyde mine kollegaer den placering. Vi har haft et rigtig godt samarbejde med Morten Rasmussen fra Nordicals Odense, og vi ser alle sammen frem til at flytte i de nye lokaler. Jeg har længe haft et ønske om at finde bedre lokaler til mine ansatte, det har de fortjent, og det er nu endelig lykkedes os at finde den optimale placering for Athenas, udtaler Søren Kristensen fra Athenas ApS i pressemeddelelsen.
Athenas overtager lejemålet den 1. maj 2019. Ejendommen er nu fuldt udlejet på 1. - 3. sal, og alene stueetagen er ledig. I stueetagen er det planen at omdanne de tidligere banklokaler til retail og/eller restauration.