Når skoler og uddannelsesinstitutionerne starter op igen ovenpå en lang sommerferie, kan mange børn og unge se frem eventyrlige og faglige oplevelser under H.C. Andersens Festivals i uge 34. Årets skoleprogram har nemlig allerede vist sig at være en stor succes.
H.C. Andersens eventyrlige og evigt aktuelle univers har fascineret generation efter generation, og vor tids generation af børn og unge er ingen undtagelse. Den odenseanske kulturfestival H.C. Andersen Festivals arbejder aktivt for at udbrede kendskabet til den odenseanske forfatter blandt børn og unge. Derfor foreslår festivalen hvert år et særligt skoleprogram, hvor børnehaver, skoler og uddannelsesinstitutioner tilbydes gratis adgang til et større antal kulturelle og faglige arrangementer udover de i forvejen mange gratis arrangementer i børne- og ungehøjde - alle med H.C. Andersens univers som omdrejningspunkt.
Skoleprogrammet har i år været en særdeles stor succes. Lige nu er to tredjedele af de udbudte billetter til arrangementer under festivalen i uge 34 er nemlig allerede booket.
- Her på H.C. Andersen Festivals 6. år oplever vi, at reserveringen af billetter er gået hurtigere, end hvad vi normalt har set. Skolerne og institutionerne har fået øjnene op for vores program, og det giver rigtig god mening set fra et læringsperspektiv at rive en dag ud af skolekalenderen og få en anderledes skoledag og en masse faglige og eventyrlige oplevelser. H.C. Andersens univers giver børn og unge mulighed for at udforske temaer, som stadig er aktuelle i dag, og lave deres egne fortolkninger, som passer ind i deres virkelighed, siger Birgit Christiansen, koordinator og programredaktør hos H.C. Andersen Festivals.
Det er blandt andet teaterforestillingen "Intet" på Odense Teater, skriveworkshoppen "A som i Andersen" og lys-, musik- og laserforestillingen "Alternativ Andersen", som har været populære ude hos skolerne, og derfor allerede er fuldt booket. Der er dog fortsat ledige billetter til mange andre arrangementer for skolerne og institutionerne, blandt andet den magiske danseforestilling "De 5 Papirklip", som også skyder H.C. Andersen Festivals i gang til det store åbningsshow søndag den 19. august.
Billedtekst:Der plejer at være smil på læben og sjov og ballade, når skole- og børnehavebørnene deltager i de magiske og lærerige aktiviteter i H.C. Andersen Festivals' skoleprogram.