ugeavisen.png
ugeavisen.png
  • Søg
  • Menu
E-aviser og tillæg
E-aviser og tillæg

Etik og rettelser
Etik og rettelser

Du er her: Forside  -  Ugeavisen Odense  -  Mangler stadig svar: Børn- og ungedirektør er død efter trafikulykke

Søg
Du er her: Forside  -  Ugeavisen Odense  -  Kristian mistede sit barn: Nu vil han hjælpe andre sorgramte forældre i samme situation
Søg
Kristian Poulsen med familien - bagest ses ældstesønnen Konrad, derefter Viktoria og Bertram. Umiddelbart bag fotografen er det hustruen Hannah Poulsen. Foto: Kristian Poulsen
Kristian Poulsen med familien - bagest ses ældstesønnen Konrad, derefter Viktoria og Bertram. Umiddelbart bag fotografen er det hustruen Hannah Poulsen. Foto: Kristian Poulsen
For Ugeavisen.dk

  • bdr
  • dav
  • cof
Kristian mistede sit barn: Nu vil han hjælpe andre sorgramte forældre i samme situation
DEL Af Kristian Isaksen , kris@fyens.dk
04. juni 2019 kl. 13:18

Da Kristian og Hannah Poulsen mistede et barn i det sene stadie af deres graviditet, brød verden sammen. Samtaler i sorggrupper faciliteret af Foreningen Spædbarnsdød hjalp dog familien igennem, så de sammen kunne lære at leve med sorgen. Nu vil Kristian Poulsen give lidt tilbage og hjælpe andre ved at cykle penge ind til gratis terapi via Ve-no Tour.

Brændekilde: En fredag aften i november 2011 træder Kristian Poulsen indenfor hoveddøren i sit hjem i Brændekilde. Han kan høre tv'et. Lyden af Disney Sjov markerer sig i øregangen og fuldbyrder det løfte, fredagen altid bærer med sig.

Hygge i stuen. Familietid. Ubekymret nærvær. En ro ved udsigten til weekend.

Normalt ville han smile ved tanken om mødet med sine sønners glade ansigter. Men han glæder sig ikke det mindste. For ingen vil høre den nyhed, han om få øjeblikke er nødsaget til at kaste ind som en bombe midt i idyllen.

Få timer forinden havde han sat sig ud i bilen sammen med sin gravide kone, Hannah. Der var ingen mærkbar uro at spore i sindet hos hverken chauffør eller passager, da nøglen blev drejet og turen til hospitalet påbegyndtes.

Hun havde pletblødt og var ikke synderligt bekymret. Som forælder ved hun, at de første tre måneder er de mest kritiske.

I syvende måned er der ingen grund til alarm. Det eneste, der nager i dette stadie af graviditeten er ventetiden.

Men selv små uregelmæssigheder skal naturligvis tjekkes efter. Hun ringede derfor til fagfolkene, så den flig af nervøsitet, der kan opstå, kunne blive manet til jorden.

Intet ved samtalen ansporede til panik. Lægerne ville dog gerne lige undersøge hende nærmere.

Bare for en sikkerheds skyld.

  • Hvordan skulle jeg nogensinde kunne forklare andre, der slet ikke havde været i nærheden af min situation, hvordan det er at sørge over et menneske, man aldrig har kendt. Det kan man ikke. Men jeg savner hende. Jeg savner Karoline. Hvor mærkeligt det så end må lyde.
Kristian Poulsen
Sådan støtter du
  • VE-NO tour er et frivilligt projekt, som har til formål at samle penge og opmærksomhed ind til Landsforeningen Spædbarnsdød. Du kan hjælpe deltagerne under deres tur, ved at donere et lille beløb pr. kilometer de cykler op ad kysten. Det hjælper med at holde motivationen gennem hele turen.Donationer kan gives fra 0,50 kr. pr. km og er fradragsberettiget for både privatpersoner og virksomheder. Turen er på ca. 420 km.

    Eks. du har støttet med 1 kr. pr. km. og turen bliver 427 km, bliver din samlede donation på 427 kr.

    Gennemsnitlig støtter privatpersoner med 1,25 kr. og virksomheder med 4 kr. pr. km.

    På hjemmesiden venotour.dk kan du også give et engangsbeløb og i øvrigt møde alle ryttere i dette års udgave.

    Første år - 2016 - samlede touren 25.000 kroner ind. Sidste år, da Kristian Poulsen deltog første gang, samlede gruppen lige over 99.000 kroner til foreningen.

    Rytterne beskriver selv, at de cykler turen for dem de har mistet og med deres barns hånd på deres skulder.

    Touren kører fra 7. til 9. juni.

Ingen hjertelyd

- Det var surrealistisk at skulle stå der midt i Disney Sjov og fortælle børn og svigermor, at babyen var død, siger Kristian her næsten otte år efter de tragiske øjeblikke, som forandrede tilværelsen for altid.

Han genkalder sig scenen under ultralydsskaningen. Hvordan det skvulpende og mudrede sonogram efterlod ægteparret som passive vidner til den dom, der sekunder senere ville få tid og sted til at fryse fast.

Ingen hjertelyd.

Han husker, hvordan det føltes, da det usynlige tæppe blev revet væk under dem. Hvordan det var at rejse sig igen og se verden i en forvrænget udgave.

Med ét var livet et helt andet.

Granatchok

De fik en folder i hånden om søndagen på hospitalet. Dagen før var de kørt tilbage for, at Hannah kunne føde deres livløse barn. Som anbefalet var de blevet natten over.

Landsforeningen Spædbarnsdød stod der på den. Det var uvirkeligt, at de skulle få behov for den og der opstod da heller ingen umiddelbar trang til at åbne og læse.

I dagene efter blev det tydeligt, at ingen tidligere erfaring på nogen tænkelig måde kunne fungere som vejledning til at vågne fra mareridtet.

I desperation over tilværelsens urokkelige tilstand valgte Kristian at kigge nærmere på folderen.

- Til at begynde med har man jo ingen anelse om, hvilken betydning det får. Man ved ikke, hvor dybt den sorg stikker. Jeg gik på arbejde som sædvanligt og forsøgte at få livet til at hænge sammen igen, så jeg kunne være noget for min familie. Men jeg var som ramt af granatchok og gik rundt i en tilstand, hvor jeg ikke kunne finde mit normale jeg. Der var så meget på spil for vores familie i denne periode. For os. For vores børn. For vores fremtid sammen. Vi måtte finde en form for normalitet igen, for det andet var uudholdeligt. Det eneste rigtige var at forsøge.

Sorgen er der altid

Sorggruppen var som en desinficerende klud, der blev tværet rundt i et betændt sår. Først gjorde det ondt at åbne op, men med tiden begyndte lindringen.

- Det var helende at være i den gruppe. Vi kunne spejle os i det, de sagde og det hjalp enormt meget at vide, at andre også kæmpede med de samme ting, så man ikke stod alene. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne forklare andre, der slet ikke havde været i nærheden af min situation, hvordan det er at sørge over et menneske, man aldrig har kendt. Det kan man ikke. Men jeg savner hende. Jeg savner Karoline. Hvor mærkeligt det så end må lyde. Omverdenen har jo lidt en forventning om, at livet skal være som en hollywood-film, hvor vi kan blive ramt af noget slemt, men at det nok skal ende lykkeligt. Men sorg giver aldrig slip. Det forsvinder ikke. Men man kan lære at leve med den, fortæller Kristian, der kommer til at tænke på, hvor svært han har det med sætningen "What doesn't kill you, makes you stronger".

Et poppet mantra for mange, der har lidt en form for skade.

- Jeg følte mig tværtimod nedbrudt. Det blev en del af vores identitet. Den vinkel havde vi aldrig tænkt på. Nu var vi det par, der havde mistet et barn. Det var helt så folk undgik os og gik over på den anden side af fortovet, fortæller Kristian Poulsen, der ikke længere bliver ramt pludseligt af tristhed.

- Det er vel tre-fire år siden sidst. Men sorgen finder et leje - en naturlighed i livet. Jeg skal dog ikke længere tilbage end sidste år, før jeg ikke havde det fysisk dårligt i dagene op til årsdagen.

Cykler penge ind

Det er svært at pege på, hvornår savnet og sorgen blev mere tålelig. Det skete gradvist og i faser. Og uden sorggruppen ved han slet ikke, hvor familien havde stået.

- Det gjorde så meget godt for os. Det er derfor, jeg fortæller vores historie. For at skabe opmærksomhed på, at det hjælper at tale om det med andre. Man skal simpelthen gøre det, siger han, og beretter videre, at han for andet år cykler fra Blåvand til Skagen i en slags promotion-tour for Landsforening Spædbarnsdød, der skal skaffe kapital, så andre, ligesom ægteparret Poulsen, kan få glæde af den gratis terapi, de benyttede sig af i sin tid.

- Man forsøger at finde en mening med de ting, der sker, selvom der selvfølgelig ingen mening er i, at vi skal miste vores barn. Men man kan skabe ny mening på andre hylder. Desværre var vi ikke de hverken første eller sidste, der har oplevet en tragedie som den, vi gik igennem, så da jeg hørte om Ve-no Tour, der samler ind til det gode formål, kunne jeg godt mærke, at jeg gerne ville deltage, så andre kan få samme mulighed som os.

Mere lys end mørke

Det var som om den næste graviditet bøjede tidsdimensionens fysiske love. Ni måneder i slowmotion, hvor familien konstant var på vagt overfor selv de mindste afvigende tegn.

- Vi vidste, at væmmelige ting også kunne overgå os. Den følelse vil altid sidde i mig. Derfor var det også den vildeste forløsning, da vores datter blev født. Sund og rask. Vi græd som piskede. Det var ni lange måneders prøvelse. Der var en kæmpeangst for, at det ville gå galt igen. Derfor skulle hun hedde Viktoria. For vi så det virkelig som en sejr, fortæller han, selvom det i månederne efter den forliste graviditet langtfra forekom som en god løsning atter at forsøge.

- Tænk, hvis ulykken ramte igen. Hvordan skulle jeg overleve det, spørger han sig selv.

Har haft sine konsekvenser

Tid kan dog ændre meget - og heldigvis skulle Kristian ikke granske sin hjerne for at finde et svar på spørgsmålet.

- Der var et vendepunkt. Jeg kunne ikke bære, hvis ikke vi fuldførte det, vi oprindeligt ønskede os. Hvis det skulle strande en novemberdag ved en kold grav. Det ville jeg have svært ved at leve med i resten af mit liv.

Selvom lyset formåede at fortrænge det meste af mørket i familien Poulsens tilværelse, vil faderen ikke male et solskinsbillede af nutidens omstændigheder.

- Det har haft konsekvenser for os. Også for vores børn. Det var en kæmpeting i deres barndom og vi kunne ikke være så gode forældre for dem, som vi ville. Vi er ikke kommet ud på den anden side helt uden skrammer. Men vi er ikke tyngede af at have mistet et barn mere. På den måde er vi kommet videre.

Om få dage indleder Kristian Poulsen cykelturen til Skagen. Se, hvordan du kan støtte ham og dermed Landsforening Spædbarnsdød på www.venotour.dk.

Ugens mest læste

Deltag her
Mangler stadig svar: Børn- og ungedirektør er død efter trafikulykke
Deltag her
1. præmien er 1500 kr.: Vind gavekort til Restaurant CarlsLund
Deltag her
Odense: To kammerater sparket i ansigtet af ukendte gerningsmænd
Deltag her
Mand druknet i arbejdsulykke i Odense: Gummiged gled i vandet
Deltag her
Hjemmerøveri i Odense: Politiet søger vidner
Deltag her
Billedegalleri: Se billederne af frække Holly, Årets Side 9-pige 2018
Deltag her
Iværksættertrio stempler ind i kunstverdenen: Første fernisering gik over al forventning
Deltag her
Bilist stak af fra politiet - endte med at ramme en mur
Deltag her
Lad ikke tasken ligge: Byge af indbrud i biler ved Rosengårdcentret

Seneste nyt

Flere på fri fod: 20-årig sigtes for hjemmerøveri i rækkehus-kvarter
Hjemmerøveri i Odense: Politiet søger vidner
Konkurrence: Vind en makeover, støvler og tøj
Uddannelse: Tjen kassen som mejerist
Nyt Tehus i Odense: Jeppe nørder med te
Salget er startet: Ladies Mud Race Odense 2020
Jul i det gamle galleri med Troels Trier og Svantes viser
En ægte juleengel: Lene åbner sit hjerte og sit hjem juleaften
Nostalgi på Dexter: Tre tresserorkestre træder op
For selvstændige kvinder: Foreningen Fynske Fruer

Seneste nyt

Heldig i nat: Faldt i vandet - hans råb blev hørt af en mand, der gik tur
Donation til julemærkehjemmet: Julekalenderbænken er røget på auktion
Morten inviterer til jul: - Her er der plads til at være lige nøjagtigt den, man er
Odense: To kammerater sparket i ansigtet af ukendte gerningsmænd
Anholdt i Odense: Kvinde spyttede politibetjent i ansigtet
Cyklist undrede sig over fyrværkeri: Blev tvunget i jorden med knytnæveslag og halsgreb
'Miraklet i Madrid': Laudrup havde advaret holdkammeraterne
Lad ikke tasken ligge: Byge af indbrud i biler ved Rosengårdcentret
Atelier K: - Det har jeg ikke prøvet før, så det er jeg sikkert skide god til
Autohuset Fyn er klar med julehjælp til børnefamilier
Enhedslisten skifter helt ud på de to byrådspladser, og vi møder de to nye ansigter til en snak om, hvad de vil. De hedder Reza Javid og Mathilda Printzlau-Paulsen.
Foto: Birgitte Carol Heiberg
Debat: Odeon, læg sandheden frem!
Deltag her
Læs mere her
Dansk band samles efter pause på Tinderbox til sommer
Deltag her
Læs mere her
Esbjerg Ribe Varde Tønder
Lige nu: E20 er spærret før Odense-afkørsel
Deltag her
Læs mere her

Jysk Fynske Medier

Alle ugeaviser under ugeavisen.dk er en del af Jysk Fynske Medier. Læs mere om koncernen her:

  • ❯ Læs mere om koncernen
Ugeavisen.dk forside