Flere steder i Odense skal både bilister, cyklister og fodgængere i denne uge vænne sig til nye ændringer i trafikken på grund af anlæggelsen af Odense Letbane.Især ved Rosengårdcentret kan der opstå kø på Munkerisvej, fordi letbaneskinnerne skal anlægges tværs over vejen.
Odense: En ny cykelsti, en ny vej for fodgængere, støj og vibrationer og risiko for kø på ringvejen ved Rosengårdcentret. Men også lettere færdsel på Munkebjergvej og genåbning af krydset ved Middelfartvej/Grønløkkevej.
August og de kommende måneder byder på nye udfordringer for trafikanter i Odense, hvor arbejdet med at bygge byens letbane nu bliver endnu mere synligt i centrum af byen. Mandag begynder nemlig arbejdet med at anlægge sporet i den bilfri del af bymidten på den tidligere Thomas B. Thriges Gade.
Entreprenøren Comsa indleder arbejdet med at anlægge spor, stationer og tekniske installationer ud for byggepladsen ved det nye HCA Eventyrhus og arbejder sig nordpå mod Østre Stationsvej. Første del af arbejdet kommer til at foregå på strækningen mellem Bangs Boder og Skulkenborg.
Hele området fra Hans Jensens Stræde til Østre Stationsvej (parallelt med Nørregade) afspærres. Fodgængere kan dog fortsat krydse området, og der bliver skiltet med ændringer, når krydsningsmulighederne flyttes rundt i takt med, at byggeriet skrider frem.
Anlæggelsen af sporene begynder med udgravning til sporkasser og lægning af dræn og kabelrør. Så skal der fyldes op med stabilgrus og stampes, før det lag beton, som skinnerne skal monteres på, støbes. Odense Letbane gør opmærksom på, at stampningen kan give en del vibrationer og støj.
Nu anlægges spor på Rismarksvej
Støj bliver der formentlig også på Rismarksvej, hvor der fra mandag bliver fjernet asfalt fra den del af vejbanen, hvor letbanesporet skal anlægges. Arbejdet foregår på strækningen fra Tarup Center til Højstrupvej og i den vestlige side af Rismarksvej - det betyder, at cyklister skal bruge den nye dobbeltrettede cykelsti i den østlige side af vejen.
Der bliver i første omgang ingen restriktioner for trafikken på Rismarksvej og heller ingen indskrænkninger i krydsene - det sker først senere på efteråret, når skinnerne skal føres over Rugårdsvej og Saxovej og hen over Rismarksvej, hvor letbanen svinger videre ad Højstrupvej.
Her kan der blive kø
I en anden del af byen vil letbanearbejdet formentlig påvirke trafikken mere. Ved krydset Ørbækvej/Munkerisvej (ringvejskrydset ved Rosengårdcentret) begynder arbejdet med at lægge skinner tværs over Munkerisvej tirsdag. Det ventes at være færdigt i slutningen af september.
Krydset vil fortsat kunne passeres i alle retninger, fordi skinnerne først bliver lagt i den nordlige vejside og derefter i den sydlige vejside (dvs. på Rosengårdcenter-siden).
Der må dog forventes kødannelse på Munkerisvej ved krydset, fordi der er færre vejbaner til rådighed, mens arbejdet står på, og Odense Letbane opfordrer til, at man tænker i en alternativ rute.
Her bliver det nemmere at køre
Når arbejdet breder sig til nye strækninger, skyldes det også, at arbejdet på andre dele af den kommende 14,5 kilometer lange letbane er færdigt. Således kan bilister på Munkebjergvej glæde sig til, at vejen genåbner i sin fulde bredde ved Hestehaven, hvor arbejdet med at lægge skinner tværs over vejen er færdigt.
Onsdag får trafikanter på Middelfartvej og Grønløkkevej også lidt lettere ved at komme frem. I løbet af morgenen genåbnes krydset for tværgående trafik, men det vil være forbudt at svinge til venstre fra Vesterbro ad Grønløkkevej. Man kan i stedet bruge Fælledvej og Roersvej eller Falen som omkørsel.
Odense Letbane advarer om, at der fortsat vil kunne opstå køer ved krydset, fordi der stadig arbejdes med at lægge skinner i og omkring krydset. Det arbejde ventes først færdig med udgangen af september.
Du kan orientere dig om alle aktuelle vejarbejder i Odense på Odenserundt.dk. Her findes også en ruteplanlægger, som kan give forslag til en vej gennem vejarbejdet.