Benjamin skulle slet ikke være danser. Nej, det lå vist mere i kortene, at han skulle spille fodbold. Ligesom sin far. Eller håndbold som sin søster. Bare et eller andet med en bold. Men Benjamin spillede ikke de umiddelbare kort, og i en alder af 16 år skrev han under på sin ansættelse i landets fineste dansekompagni: Den Kongelige Ballet.

Benjamin Buza er på mange måder historien om at finde det, man er god til, ved en tilfældighed, og om hvad hårdt arbejde kan føre til. Han er historien om den ultimative forældrekærlighed og om at sætte sig selv og sin kunst i et større perspektiv. Og historien begynder i Odense et par år efter årtusindeskiftet.

Han husker, at han som 11-årig første gang blev præsenteret for balletten, da hans klasselærer fremlagde muligheden for sine elever. Han tog til optagelsesprøve på Balletskolen i Odense. Han kom ind. Og han blev fanget.

- Jeg tror, det var det der med, at det lige pludselig var ret seriøst. Jeg dyrkede sport før balletten, men det var altid bare en fritidsaktivitet, og det var bare for sjov. Men det her blev lige pludselig meget seriøst, og alle tog det meget seriøst. De voksne tog det seriøst. Der var den årlige eksamen, hvor man kunne ryge ud, og jeg tror, det var det, der greb mig til at begynde med. Det var det der med, at man skulle tage det seriøst og man skulle opnå noget, og bevise at man var dygtig nok, fortæller Benjamin Buza, der i dag er 27 år og bosiddende i København.

For Benjamin Buza var dygtig nok, og han var fanget. Selv om skoledagene ofte trak ud til hen på aftenen, følte han aldrig, at han spildte tiden. Tværtimod blev han fodret med oplevelser og udfordringer, der gav ham lyst til at fortsætte.

- Vi havde morgentræning om morgenen, så havde vi skole, og så træning. Det var lang tid, men det er fedt at komme ind fra morgenstunden og røre sig og få skudt en masse energi af. Dagene gik faktisk ret hurtigt, selv om vi var mange timer i skole. Der er jo også det, at i Danmark er børnene meget med i forestillingerne, så der var mange perioder i skoletiden, hvor det mere var prøver, forestillinger, og vi kom ned på scenen, i stedet for at være i skole. Det var en virkelig, virkelig fantastisk tid, fortæller han.

En families valg

ætTiden i Odense blev dog forkortet betragteligt, netop fordi talentet var så stort. Allerede efter et par år på den lokale balletskole ventede hovedstaden. For Benjamin Buza var tvivlen forsvindende lille: han ville til København og forfølge drømmen, opgaven var at overbevise familien om at idéen var god. For en flytning involverede nødvendigvis ikke kun Benjamin Buza, der var flere år fra at kunne kalde sig myndig. Løsningen blev, at moderen flyttede med Benjamin til København, mens faderen blev i Odense med søsteren, der var på vej ind i sine afsluttede folkeskole-år.

- Det er voldsomt stort, at de gjorde det for mig, men jeg har bare nogle forældre, der er vant til at ofre meget. De kommer fra eks-Jugoslavien, så de har virkelig ofret næsten alt, for at min søster og jeg skulle få et godt liv. Det er stort. Når man vokser op på den måde, så tænker man, at det næsten er en selvfølge, at forældre gør den slags for én. Det finder man så ud af, at det gør alle forældre ikke. Så det er svært at sætte ord på, hvor taknemmelig, jeg er, fortæller Benjamin Buza.

Hans rolige stemme bliver endnu roligere, når han snakker om sin familie, og han griner kærligt på spørgsmålet, om hans forældre selv var dansere, og at opbakningen måske skyldes det.

- Min mor er sygeplejerske, min far er maskinarbejder og kommer fra en sportsfamilie. Meningen var, at jeg skulle være fodboldspiller eller et eller anden sportsligt, så det var lidt underligt, da jeg kom hjem og sagde, at jeg skulle danse ballet. Jeg tror måske lidt, min far håbede, at de ville smide mig ud i de første år. Han var meget bekymret, da jeg sagde, at jeg ikke længere skulle gå i skole, fordi jeg skulle danse på fuld tid. Han accepterede det selvfølgelig og lige siden har mor og far set stort set alle mine forestillinger. Faktisk kan min far rigtigt godt lide at komme ind og se mine generalprøver. Så kan han komme der helt alene og sidde og se det. Han er blevet helt vendt, siger han.

For det, som vi ved, men som familien ikke vidste dengang, var, at Benjamin Buza havde det, der skulle til. Som 16-årig blev han ansat af Den Kongelige Ballet, og det har været hans arbejdsplads lige siden. Han har danset et hav af forestillinger, han har været med i tv-serien "I forreste række", der fulgte hans arbejde med at komme tilbage fra en alvorlig skade, han har udgivet en digtsamling, mens måske mest vigtigt: han har haft tid til at modnes, så han i dag kan etablere sig selv og sin kunst i en større helhed.

- Hvis du skal være dygtig til det, du laver, skal du også kunne sætte det i perspektiv. Jeg er af den overbevisning, at jo mere du ved om mange forskellige ting, jo bedre kan du være til én ting. For ballet er jo dybest set sådan noget ensporet noget. Det handler om at gå ind i en træningssal og så øve sig. Øve sig, øve sig, øve sig. Og tænke sig om, hvordan bliver bedre. Men hvis du skal ned som en kunstner og udtrykke dig, så publikum kan mærke det, så har du brug for erfaring fra træningssalen, men du har også brug for noget livserfaring, og sociale relationer, hvordan verden hænger sammen, hvordan kærlighed hænger sammen. Det har du brug for, hvis du skal gå ind på scenen og overbevise et menneske, som ikke vurderer dig på din tekniske kunnen. Hvis jeg falder i en piruette, så opdager publikum det ikke, men det kan godt mærke, om jeg udtrykker en følelse, eller om jeg bare går ned og spiller klovn, siger han.

Du kan opleve Benjamin Buza på Det Kongelige Teater hele den kommende sæson.